Den store pige

Marie er en finurlig pige. Vi har haft nogle stunder sammen, hvor vi kun er os to – alene. Læs videre og hør hvorfor.
Blandt andet har vi været inde i byen og købe fødselsdags gave til Henrik. Han har fødselsdag på onsdag og vi manglede at finde en gave fra pigerne. Vi fes hemmelige rundt i byen og fandt til sidst en pung til ham.
Henrik har så absolut ikke styr på sine kort! Så det måtte vi råde bod på. En hyggelig eftermiddag med varm kakao på café og tøsehygge, endte i skraldgrin hjemme ved frokostbordet.
Henrik vidste faktisk ikke, at vi havde været inde for at købe gave til ham. Jeg har givet ham en vinterjakke i september, så egentlig venter han ikke mere. Han spørger selvfølgelig Marie om, hvad vi har lavet. Marie smiler over hele hovede og siger flabet tilbage “ikke noget!”. Den fanger Henrik og spørger videre. Marie kigger på mig med et udtryk der råber om hjælp. Jeg siger til hende, at hun selvfølgelig godt må fortælle, hvad vi har lavet. Jeg tænker at det da er indlysende, at hun godt kan holde på en hemmelighed og stikke ham en hvid løgn. Hun kunne da fortælle om café besøg eller tur i BR? Men men Marie tygger lidt på det og siger: “vi har købt en pung”. Jeg taber simpelthen kæben…
Hun røg lige i fælden med arme og ben. Med det samme hun fik sagt sætningen, gik det op for hende, hvad hun havde bragt for lyset. Hånden røg op for munden og hun udbrød et kæmpe UPS! 
Hvis han ikke fangede den med sætningen, så opsnappede han den i hvertfald dér. Rød i hovedet spruttede hun af grin. At Henrik nu ved, at han bliver begavet endnu engang er ok. Selve situationen var komisk.
Marie er også meget følsom. Hun har haft nogle svære uger, nok mest fordi, at jeg har været så udbrændt. Jeg har fejlet og gjort hende ked af det. Ja, det hører sig også med til MIN mor-rolle, at sige ting, som misforståes, så Marie bliver ramt. Heldigvis kan jeg godt se, at jeg har klovnet i det og lukket op til min oste-klokke og snakket, krammet og leet med hende- igen. Jeg har siden hen følt mig så elendig i mor-rollen!

Jeg har ofte tænkt – især inden Ida blev født, hvor vigtigt det var, at Marie ikke blev glemt i dette her ræs. Et indlæg hos Rikke gjorde mig opmærksom på VORES situation. Det har absolut ikke været let for Marie at blive storesøster. Og dog. Hun elsker Ida. Men at have været 6 år i centrum og pludselig blive storesøster, kan være lidt en udfordring.

Lige nu tror jeg dog er det værste tidspunkt for hende. Moar her er så træt og mine timer hvor jeg har energi, er sparsomme. Jeg får ikke spillet Uno eller leget med perler. Jeg prøver alt hvad jeg kan. Endda at holde mig vågen, når vi læser godnat historie. Det er vist også begrænset, hvor meget Musen får ud af det, når jeg gaber 117 gange, mens jeg læser om Kong Knud. Det er mere held end forstand, hvis jeg når at være den perfekt elskende mor. Jeg elsker hende – selvfølgelig – og af hele mit hjerte. Nr. 1 et der altid noget særligt ved og vi har oplevet mange ting sammen, men jeg når ikke i øjeblikket at give hende det vanlige. Det er hårdt, virkelig hårdt.

Hvis min mor-rolle skulle bedømmes efter 7- trins skalaen (12 eren) så ville jeg få 00 – som gives for den utilstrækkelige præstation.

Jeg vil give min højre arm for mere overskud pt. At kunne give ubegrænsede kram og smil i et væk til hende den store, ville lette mit hjerte. Det er ingen super undskyldning, at jeg mangler søvn. Men den er der.
Vores plan – Marie og min – er at isolere os, bygge vores egen hule, hvor vi kan ramme hovedet på sømmet igen og banke vores nærvær i bund.

8 thoughts on “Den store pige

  1. Hvor er hun smuk din datter og hvor er det en fin historie om gaven.

    Jeg tror alle oplever det som om de svigter når de går fra at kunne giv ét barn alt og til at skulle dele opmærksomheden mellem flere, jeg gjorde ihvertfald. Det vigtigste er ikke hvad du gør med hende (selvom det selvfølgelig er godt at gøre ting sammen) men derimod at hun føler sig elsket. Det gør hun f.eks. når du læser for hende også selvom du gaber imens og derfor er det godt nok.

  2. Om jeg ikke kender de følelser, du skriver om her. Selvom jeg selv synes, jeg er en super mor langt størstedelen af tiden, så glipper det absolut i perioder pga træthed, stress, for mange jern i ilden, og efter lillesøster kom til i december sidste år, er det jo ikke blevet nemmere. Jeg klager nu ikke, for det hele er jo også belevet så dejligt med lillesøster og hel familie, men derfor står følelsen af ikke altid at yde max og ikke helt at slå til stadig på lur hele tiden.

    Har vist ingen gode råd eller kloge ord, men vil bare sige, at jeg kender det…

    Hilsen Helle

  3. Hvor ser hun altså sød ud, hende den lille frække, der ikke kunne holde på en hemmelighed ;-)) den var rigtig sød…

    Havde også mine betænkeligheder/tanker omkring det, at vi fik yngste i sin tid. Der er 7 år i mellem mine piger, og alle sagde det var så nemt. Men der er rigtig mange tanker, og hvor er det svært at være der lige meget for begge, hele tiden… vi gør vores bedste, og det er ikke altid, i vores øjne godt nok, men vi kan jo ikke trylle 😉

  4. Jamen… Søde dig. Du får da ikke 00. Slet ikke !
    Du ved selv du ikke har overskuddet til at give hende det du vil pt. Du er yderst bevidst om det, og du arbejder jo på sagen. I har haft en rigtig god stund idag, og den er jeg helt sikker på hun sætter lige så stor pris på som du gør. Der skal nok komme flere af sådanne stunder. Og indtil da, må du bare gøre det så godt som du kan – hvilket jeg er fuldstændig sikker på du gør.

    Vi mødre har altid dårlig samvittighed tror jeg. Vi får sagt og gjort nogle ting når vi er pressede, som vi jo slet ikke mente. Og vi ville gøre alt i verden for at tage det til os igen. Men vi er altså kun mennesker vi også, og det er tilladt at fejle. Så længe man selv kan se sine fejl og lære af dem – så er man rigtig langt mener jeg.

    Ha nu er rigtig god weekend.

    KH Maria.

  5. Smuk smuk datter du har!!
    Altså, hvor lyder din beskrivelse af moderrollens bagside af medaljen bare så genkendelig!!
    Jeg tror ALLE mødre føler som du ind imellem! Det er en ringe trøst, men en naturlig del af det, at være mor. Heldigvis er du meget bevidst om det!
    Pas på dig selv og dine to prinsesser!

  6. Årh, hvor jeg kender det! Jeg har så sandelig også haft min del af manglende overskud og skyld over ikke at slå til som mor for ældste-pigen. Det har taget hårdt på hendes og mit forhold, ingen tvivl om det. Heldigvis er hun fars pige, og har nok klaret skærene på grund af det.
    Jeg har snakket med pædagoger, psykolog og endda min psykiater har rådgivet og lyttet til mig. De har alle givet samme råd: At skabe tid til MIG OG HENDE hver dag. Det kan bare være 5-10 minutter, hvor I går for jer selv og du gør det klart for hende, at NU er det kun jer to. Far tager sig af den lille. Hun skal ikke opfatte det som om at du vælger den lille fra, men at du vælger hende til og prioriterer tid med hende. Det er underordnet, hvad I laver. Jeg har læst bøger med min store pige, givet hende neglelak på, hun har hjulpet med at tømme opvaskemaskinen, lagt tøj sammen eller vi har puttet under dynen i soveværelset og fortalt fjollehistorier. Hun elsker at være sammen med dig, så aktiviteten er ligegyldig!
    Jeg ved, at det kan være uoverskueligt at finde tiden til det, men det giver hurtigt resultater. Måske ikke synlige resultater, men i din bevidsthed er du på vej tilbage til den mor, du gerne vil være.
    Det er også ok at sige, du er træt, men at du rigtig gerne vil være sammen med hende – om I skal sidde lidt og se tv sammen, for du er for træt til at lege. Måske hun elsker at blive nusset i håret eller på ryggen. Min store pige er blevet vild med massage, fordi jeg har gjort det som en ting, VI havde sammen. Og hun sidder ellers ikke stille ret lang tid af gangen … :-)
    Polka :-)

  7. ihhhe altså. Jeg sidder og får en klump i halsen og blanke øjne når jeg læser dit indlæg. Jeg tænker at det er godt at du selv er bevidst om din datters behov og det er bestemt et skridt i den rigtige retning. Jeg håber for dig at du finder en udvej og et overskud til at få tingene til at nå sammen.
    Go søndag til dig

  8. hej christina,
    pyha et indlæg der giver stof til eftertanke og en lille klump i halsen- komineret med en lille lettelse-ikke kun jeg har det således…for hvor kender jeg da bare dine tanker alt for godt. så sent som i lørdags var tanken der: havde det været bedre, hvis jeg ikke havde fået børn- jeg er jo bare alt for træt og overskud er det pt ikke så meget af, får ikke leget med pigerne (4,5 år og 2,5år)og jeg gaber mere end jeg glæder…men min søde mand skrev til ovenstående- han var til koncert- “jeg ser dig lege med dine piger, du ser dem, krammer dem og er der for dem. og det hele foregår måske ikke lige så meget pt, men EN ting er helt sikker: de ved at de er elsket og at du er der for dem. silja (den store) er så stor at hun nok skal gøre opmærksom påå sine behov, så du behøver ikke at være i hende mere og læse alverdens signaler. du må gerne give lidt slip i forhold til hende og lade hende kommunikere med dig…”
    alt i alt vil jeg nok bare efter denne lange udredning fortælle dig, at jeg faktisk synes at det var meget klogt af min mand. vi mødre må godt begynde at træde lidt tilbage med at skulle aflæse signaler, stimulere og underholde dem. de har en masse oplevelser med venner og i naturen. jeg er sikker på din store pige så fin, nyder din læsning og bare det at du er der meget mere end du er klar over. børn er glade for meget lidt, hvis det bare er ærligt og af kærlighed, og kærlighed er der vist ikke mangel på. ro på dine tanker og giv slip, tankerne kan fylde så meget at man bliver helt lamslået og trist:)
    kh kirsten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *