Tillykke med dagen, Mor

Igår ville det have været min mors fødselsdag. Hun døde i maj måned i år af ganske naturlige årsager, dog i en tidlig alder. Hun sov ind på sin sofa en tidlig morgen, 56 år gammel.

Politiet stod her en eftermiddag og min første tanke var, “Pis, er der sket Henrik noget?”. Jeg blev i første omgang lettet, da de nævnte at det var min mor, der var fundet. Jeg stod med Ida i armene viklet ind i et håndklæde, så betjentene måtte med ind på hendes værelse, da hun frøs. Det var på en underlig måde en overrumpling af format. Jeg måtte stå med Ida og sørge for hendes påklædning. Sørge for at Marie, som åbnede for døren, ikke var bange.
Min egen reaktion måtte vente.

Mit hjerte bankede voldsomt, da de gik. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle tilpasse mig. Jeg fik fat i Henrik og fik ham hjem i en fart.

Jeg har stået med alt det praktiske, en lejlighed der skulle tømmes og en bisættelse der skulle tages stilling til. Jeg har måtte tage vare på min søster på 22. Og jeg har virkelig klaret det flot, synes jeg selv. Her et halvt år efter, synes jeg at det er afviklet så godt, som sådan noget nu kan.

Igår ville Mor have haft fødselsdag. Jeg burde have lagt blomster på hendes sted. Jeg burde have sendt hende flere tanker, end jeg har gjort. Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg ikke tænker mere.

Jeg ved ikke, om det er fordi, at der ikke er plads til hende i mit liv? Det skal lige siges, at vi ikke har haft et særlig godt forhold til hinanden. Jeg har til tider været plaget af had og har haft og har stadig svært ved at tilgive ting, som hun har budt min søster og jeg. Man siger så meget godt om tilgivelse. Det skulle være så sundt at kunne. Jeg prøver virkelig.

Inders inde er jeg bare lettet og befriet. Jeg skal ikke længere have dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan overskue at besøge hende. Har ikke længer dårlig samvittighed over, at sige nej til et besøg fra hende. Eller hvad med julen? Som jeg har gjort alt for at undgå at holde med hende?

Som jeg sidder og skriver disse ord nu, er jeg ved at græmmes over, hvordan det må lyde i andres ører. Men jeg har ikke mere plads end det til hende. -Og dog. – hun har faktisk været en god mormor for Marie. Ida så hun desværre kun een gang. Hvor jeg dog kan savne en mormor for mine børn. Men hun ville alligevel ikke have kunnet opfylde den rolle til fyldest. Kun i begrænsede mængder, har hun kunnet være “tilstede”.

Jeg bliver stadig hjemsøgt i mine drømme. Jeg slår fra mig, slår ind i mellem ihjel, reder børn og forbander hende. Jeg vågner badet op i sved… Hvordan får jeg slippet det sidste had? Og jo, jeg har fået bearbejdet hos professionelle, men den sidste snert er min egen opgave… Jeg troede faktisk, at det ville slippe grebet om mig nu?

Jeg savner hende sgu. Jeg savner det menneske, jeg tog afsked med i kapellet. Hun så så fredfyldt ud. Som i de gode perioder, hvor hendes sygdom ikke havde taget på hende. Jeg savner det, jeg aldrig har haft. Jeg savner Mor. Jeg har stadig i en alder af 33 år, brug for en skulder at græde ud ved. Jeg har brug for en mor, til at græde ud over alt den uro, min mor har skabt i mit liv. En der kan gribe mig, når jeg giver slip og få grædt ud over det savn, jeg måtte sige farvel til i d. 5. maj 2009.

11 thoughts on “Tillykke med dagen, Mor

  1. For helvede Christina, hvor gør det ondt!
    Hun kunne ikke være bekendt at få dig til at have det på den måde, og alligevel forstår jeg lige præcis hvad du mener, når du skriver at du savner en mor at græde hos over savnet af din mor.

    Og noget har hun givet dig, trods alt: en større forståelse af hvordan du selv ønsker at være dine pigers mor, der aldrig nogensinde vil få dem til at have det sådan som du beskriver.

  2. Puha, jeg føler med dig og jeg synes nu ikke det lyder grimt eller forkert. Man har vel altid sine grunde. Det er sikkert noget du får fred med med tiden og indtil da, så må man vel bare acceptere at man føler som man gør og leve i nuet. Fortid og dele af fremtiden kan vi alligevel ikek styre og det er da vigtigst at du er der for dine børn trods alt. I det billede skulle hun ikke gerne fylde ret meget. Men måske kunne man give hende en dag, hvor man mindes det gode ved hende og hvor man tænder et lys. Mindes hende på sin egen måde. Jeg er også 33 og er glad for at jeg har min mor endnu. Min mand har ikke sin far og han døde for 11 år siden, jeg tror heller ikke han mindes ham så tit. Men jeg snakker med vores søn om Farfar, der er død og jeg hjælper Preben med at mindet om ham bliver godt og kærligt også selvom jeg ikke kendte ham. Han drak sig ihjel kan man vel side.
    Knus og tanker til dig

  3. Åh, hvor kan jeg sætte mig ind i din situation, forskellen er bare, at min mor lever endnu.
    Jeg har nu selv cuttet forbindelsen til hende og jeg tænker ofte om det er det rigtige, og det er det. Men uh, hvor er det svært.
    At hun aldrig har været som en mor for mig (og hendes 3 andre børn), kan jeg ikke stille noget op med nu, men at hun er der og så ikke er der, det kan jeg ikke byde mine børn, det kan de ikke forstå.
    Jeg tror ikke vi skal bebrejde og hvem siger, at vi skal tilgive 100%? Er det det bedste, er det så ikke at sige, man har begået en fejl?
    Det lyder koldt og hårdt, men jeg ved at dem der har prøvet det, forstår, at man har det sådan.
    Og Christina, jeg vil sige ligesom Trine, at man får da i hvert fald fundet ud af hvordan man ikke vil være overfor sine egne børn, men på den hårde måde….
    Håber du bliver fri af dine grimme drømme. Selvom jeg føler mig meget afklaret ligenu, så ved jeg det kommer til at spøge igen engang når hun ikke er her mere, ligesom hos dig ligenu….
    Sender dig alle de bedste tanker :)

  4. Ved slet ikke lige hvad jeg skal skrive… andet end jeg sender dig mine varmeste tanker til både dig og din søster… håber du med tiden får det hele så bearbejdet, at du med fred i sindet kan tænke tilbage på den tid der var, med din mor.

  5. Uha, hudløst og ærligt. Jeg tænker overhovedet ikke på, at det lyder grimt i mine ører. Vi har jo hver vores at bære rundt på. Kærlige tanker herfra

  6. Hold da op hvor bliver jeg påvirket af dit indlæg. Det er flot skrevet, og lyder overhovedet ikke slemt i ørerne. Men tværtimod hudløst ærligt. Jeg er sikker på at du har klaret det hele, præcis som det skulle. Og hold fast du har knoklet..
    Ved det er trælse og hårde tanker, men jeg ved du nok skal komme igennem det og lære at leve med det. Du er et dejligt menneske, og du ved i hvert fald nu hvordan du vil være mor for søde Marie og lille Ida…
    Håber vi snart skal ses, men vent til du har overskud og lyst til en kop te:-)
    Mange tanker fra Maria

  7. Hej Christina.
    Det er flot at du skriver så ærligt om situationen! Jeg kan sagtens sætte mig i dit sted, da jeg også har et meget problematisk forhold til min mor som har haft let til flasken i al den tid jeg kan huske. Hun påstår dog nu at hun ikke drikker mere, men jeg tror aldrig jeg helt vil kunne stole på hende. Jeg er enebarn og nybagt mor til Gustav på 6 måneder, og hun forsøger da at være en slags mormor overfor ham, men jeg tror aldrig jeg ville turde at lade hende passe ham… Ved godt det lyder morbidt, men tænker nogle gange over om jeg vil blive ked af det når hun dør. Jeg er ikke altid sikker.
    Men ja som andre skriver, man finder virkelig ud af hvilken mor man IKKE vil være over for sine børn, så det må man jo bare se som et godt udfald.
    Knus fra Mia (en af dine nye faste læsere – kom forbi hos mig :))

  8. Jeg tager virkelig hatten af for at du tør skrive det indlæg og jeg tænker overhovedet heller ikke at det er grimt eller ondt. Tværtimod, så får du mig sådan til at føle med dig! Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvordan du må have det, udover hvad jeg kan læse, men jeg sender dig de varmeste og kærligste tanker fordi du tør “sige det højt”. Det må da være vejen frem og måske vejen for dig, så du får bearbejdet det sidste? Jeg synes du er sej og ved bare at dine piger, har det den aller aller bedste mor! Knus til dig!

  9. Den er svær – balancen mellem alt det vi lærer og får banket ind gennem hele vores opvækst. Alt det man “skal” og “bør” og så troheden mod dig selv. Ens egen viden om hvad der er rigtigt og forkert for mig.

    Du skal ikke savne og tænke, hvis det ikke er det der er godt for dig nu. Og nej det er svært at slippe, men hadet og sorgen, glæden og bitterheden er altsammen dele af den du er og dit liv og opvækst. Alt det onde kan ikke bare skæres væk og glemmes, selvom det nogengange ville være rart.

    Jeg tror på at det at leve er også at være den man er på godt og ondt. At indrømnme skeletterne i skabene, bagagen i rygsækken og få det samlet til et hele, der gør livet værd at leve.

    Og hvor er det godt skrevet :)

  10. Flot og ærligt beskrevet. Ikke underligt eller mærkeligta at have sådanne følelser for en mor, der ikke har været tilstrækkelig. Men måske sundt at skrive det, og høre fra andre i Blog-land, at det er helt ok at føle som du gør. Jeg kan ikke sætte mig ind i dit sted, men kan prøve at forstå. Og jeg forstår din lettelse. Jeg sender de varmeste tanker til dig, for dit mod og din ærlighed. Tak :-)

  11. Hej Christina..
    Jeg sad og læste dit indlæg her til aften, vedr. din mor. Blev helt (be)rørt over det du skrev. Sikke alle de mange forskellige følelser du har haft/stadig har i dig.. Jeg ved ikke hvor ondt det gør, men jeg kan (prøve) at sidde mig ind i dit sted, og det gør ondt. Det er sååå svært med ens familie.. Man har jo ikke valgt den selv.. Håber du på et tidspunkt kan slippe hadet helt.. Men tror det blir svært.. For når nogle har gjort en ondt og såret een, tar det skisme laaaang tid at komme ovenpå igen. Men sender dig mine armeste tanker.. Det var utrolig rørende at læse.. Ikke por grimt nej.. Bare en datter som savner den mor som hun aldrig har haft, og længslen efter at putte sig ind til hende.. Det må være kærlighed på en eller anden måde.. Knus Pernille (fra iværksætterkurset)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *