God fu..ing… morgen!!!

Jeg orker virkelig snart ikke mere.. De sidste tre nætter har været så ulidelige, så jeg nu, her fredag morgen, står med kager i håret, stråler ned i benene, efter utallige op ture i sengen. Og det er ikke frækt det her, mine venner. Desværre!

Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med ungen, som “sover” i værelset ved siden af. Jeg er oppe ALT ALT for mange gange om natten. Hun vågner hver time, STADIG. Og jeg er oppe hver time, STADIG.
Hun ligger og snakker, ind i mellem græder hun lidt, men over halvdelen af gangene, jeg er derinde, har hun sutten og har egentlig ikke grund til det natteroderi.

Hvad skal jeg gøre? Jeg er træt af, at se mig selv udefra, trampende over gulvet og nærmest råbe SHHHHHHH SHHHHHH SH ind til hende.. til sidst er jeg bare så træt og gal i skralden, så jeg nærmest er til grin. Ida ler i hvertfald til mig, når hun høre mig komme. Det har ingen effekt, uanset hvad jeg stiller op..

Lader man dem bare ligge? – Det kan jeg ikke gøre!
Hun har ofte 4 sutter i sengen, så det er bare at række armen ud efter den.. Det har ingen indflydelse på hendes kalden, ej hellere…

SUK – jeg er magtesløs og totalt træt!!!!

Jeg er ved at køre hende ind i dagpleje. Fra på mandag bliver hun afleveret rigtigt og alene. Og kan I gætte, hvad jeg skal????

13 thoughts on “God fu..ing… morgen!!!

  1. Åhh, så skal du bare så meget sove !

    Sikke noget p*s med det natteroderi.
    Det eneste råd er jo at lade hende ligge, så længe hun ikke er frygtelig ked af det. For, for hende er det jo alle tiders underholdning at du kommer ind til hende igen-og-igen-og-igen…..
    Vi havde samme problem med Andrea, det var bare om aftenen hvor hun nægtede at sove, uden en af os liggende med hende. Og selv da, kunne det snildt tage et par timer. Hun var da lidt over et år gammel. Efter laaaang tid med det, var det så opslidende og surt at det bare ikke gik længere. Jeg KUNNE ikke være hård overfor hende, så det blev hendes far. Jeg gik ud fra huset, så jeg ikke kunne høre hende. Og han sad på gulvet udenfor hendes dør og hørte på hende. Det var grusomt. Hvert 5 minut gik han ind til hende og lagde hende ned, sagde godnat, og gik så ud igen. Efter 3 aftener havde hun heldigvis lært det.
    Jeg VED der er skide svært, men hun er jo nødt til at lære hun ikke kan jonglere med dig.
    Øv, føler med dig. Men der ER bare ingen gyldne løsninger, vi har også natteroderi nu, med at hun VIL sove i vores seng hele natten. Vi er dog heldigvis nået så langt nu, at hun bliver puttet i vores seng, og så båret i sin egen når hun er faldet i søvn. Der sover hun så resten af natten – alene :-) Hun er mørkered kombineret med en livlig fantasi, så det er ikke let for hende.

    KH Maria.

  2. Jeg ved godt det er frygteligt politisk ukorrekt, men jeg har i perioder haft mine unger liggende i min egen seng, lige ved siden af mig, i varmen og armen der skaber tryghed.
    Det gav mig en mere rolig nattesøvn – jeg skulle ikke op igen og igen.
    Nogen vil sikkert sige, det bare vil skabe problemer den dag de skal sove i egen seng – med det har jeg altså ikke oplevet.

    Jeg håber I finder en løsning :)

  3. Du skal da drikke kaffe… :o)

    Well… må sige, at jeg er helt enig med Maria – og vi har også prøvet det, omend kun om aftenen. 3-4 timer HVER aften, indtil vi tog fløjlshandskerne af…

    Prøv at overlade alt dette til far i en periode. Det er jo skide sjovt, når du kommer og siger SSSSSHHHHHHH (Sjov lyd og sikke nogle skægge ansigter!) – og hun vil med garanti give op, når hun finder ud af, at det bare er kedelige far der kommer – og at han kun kommer, hvis hun bliver ked af det. Der er jo ingen grund til at stå op, hvis hun ikke græder…
    Jeg ved godt, at det er svært, for dine moderinstinkter skriger jo, at du er en “dårlig mor” – men du er sgu da også en dårlig mor, hvis du ikke får sovet og bliver en grumpy zombie…
    Spark manden ud af sengen i en uge (Kun når hun græder) – og flyt på hotel, hvis du ikke kan lade være med at gå derind. Der kan du også få morgenmaden serveret på sengen :o)

    Jeg håber det lykkes!
    God weekend.

  4. Her er det også faren, der der tager tjansen, når Ella Marie vågner eller ikke vil sove. Og det virker åbenbart at sende “kedelige” far ind i løvens hule. Hvis jeg går derind, bliver der råbt “Oppe Mor, mor løfte”, hvis går derind vender hun sig om på den anden side og sover videre.

    Held og lykke. Sin nattesøvn kan man bare ikke undvære i en længere periode.
    Jeg tror i øvrigt det hjælper, når hun begynder i DP. Så bliver hun bare mere træt, og måske (krydser fingre) dropper hun nattefesterne.

  5. Åh, din stakkel! Det er så hårdt ikke at få sin søvn. Man bliver et helt andet menneske!
    Når vi har haft søvn problemer herhjemme, så har det været af forskellige årsager, så vi har løst det med forskellige metoder. Rasmus var en lille røvbanan da han var lille – nej, han var selvfølgelig dejlig og sød, men han snoede os om sin lillefinger, vågnede om natten, kaldte på vand, ville have sutten og hvad han lige ellers kunne finde på. Det stod på indtil han var ca. 3 år – dog med pauser ind imellem og heldigvis ikke HVER nat. Vi besluttede at lade ham kalde og gøre ved, så længe han ikke var bange eller ulykkelig og hvis vi gik ind til ham, var det kun for at stå i døren og sige godnat – kærligt men bestemt. Det virkede efter få dage.
    Nogen gange er det simpelthen også bare en dårlig vane de er kommet ind i, og så skal man ligesom lige ryste posen lidt, for at få mønstret brudt.
    Med Bertram startede natteroderiet, da han var omkring 2½. Han var bange (for julemanden!)og fik måske mere livlige drømme. Der tog vi ham ind i dobbeltsengen, og der ender begge drenge stadig et par gange om ugen, og fred være med det.
    I øjeblikket sidder vi sågar inde ved Bertram, når han skal sove. Han er ikke bange mere, så der har vi også en pose vi skal have rystet :-) Han synes det er lige lovligt hyggeligt at vi sidder der, og det kan godt tage over en time før han sover.
    Igen fik jeg nu skrevet en dansk stil :-)

    Jeg håber virkelig I finder en løsning og får nætterne tilbage. Og ja, for søren – du skal dælme SOVE, når hun er væk i DP.

  6. Sove :-) Og kan se de gode kvinder har givet dig mange gode råd, så mit råd er bare- lyt til dig selv og din datter, når du skal prøve at løse dette problem. For det er et problem, for både hende og dig. Alle har brug for en god nats søvn :-)

  7. Hvad der føles rigtigt for den ene, kan føles pløkåndssvagt for den anden. Jeg er nu også på det barske hold – hvis ungen ikke er direkte ulykkelig, så er det bare ‘godnat’!

    Og så må du ellers selv sove rigtig godt. Glem alt omkring dig (der er ikke andet, der er vigtigere end dig), luk øjnene og SOV, min pige:)

  8. Føler helt bestemt med dig og din manglende søvn!
    Vær bestemt i tonefaldet, når du går ind til hende om natten, sig: Du skal sove nu, godnat – giv hende dyne på, sut osv og gå ud igen. Bliv ved med at gå ind til hende, hver gang hun begynder at græde (det er ok at småsnakke/pludre) eller hvis hun sætter sig op. Du skal dog nå ud af værelset hver gang (ellers synes hun bare det er sjovt mor danser rundt på gulvet …)Forbered dig på et par nætter med megen venten på den anden side af døren. Til sidst finder hun ud af, at det er ok at være alene i sengen og være vågen, og så falder hun også i søvn på et tidspunkt!
    Jeg gjorde det samme med vores mindste, det var så bare i “du-skal-lære-at-falde-i-søvn”-fasen. Hun blev stiktosset, når jeg gik, men det gik ret hurtigt over, måske en halv times tid, og så var det mere en plagen om, at jeg skulle komme ind til hende. Til sidst var det et par gange hver aften, jeg skulle komme ind til hende og efter 4-5 dage kunne vi lægge hende og sige godnat, og så ikke høre mere til hende før næste morgen :-)
    Kodeordet er helt klart at være super-kedelig, vise hende, at du har hørt hende og ikke gøre mere ud af hendes lyst til fest og underholdning.
    Held og lykke – og tanker herfra!
    Astrid

  9. Uhhh… det er et ømtåleligt emne. Hvilken ‘metode’ du end beslutter dig for, skal det være én du har det godt med, og kan fuldføre.
    Jeg er super-dårlig til det der med at gå mens ungen skriger, det kan jeg ikke. Vores datter har også været ret meget vågen om natten, og er det i perioder stadig. Hun er nu 2½ og jeg er oppe ca 2 gange hver nat, sådan plus/minus. Men da hun var omkring 1 år og startede i dagplejen var hun vågen riiigtig mange gange! Det var super-hårdt fordi jeg samtidig startede på arbejde igen. Vi flyttede Alma’s seng ind i vores soveværelse igen, og hun kunne så høre vi var der, og jeg skulle ikke springe så langt om natten. I perioder har hun også ligget i sengen hos mig – for nemhedens skyld – på den måde sov vi begge to hele natten. Men det kræver selvfølgelig, at man kan sove med den lille ved siden af sig. Vi har ikke oplevet at hun senere har haft svært ved at sove selv. Hun sover på sit eget værelse og i egen seng – men kommer da ind i løbet af natten nu, vel 2-3 gange om ugen ca.
    Det blev en lang smøre..
    Held og lykke med det. I næste uge får du forhåbenlig sovet mens hun er i dp, og får måske lidt mere overskud til at lægge en plan :-)

  10. Så længe hun ikke græder, så lad hende dog ligge. Det er smadder sjovt når du kommer. Luk døren så du ikke hører hun snakker. Tro mig. Vil hun have fat i dig, kan du også høre det.
    Ellers vil jeg gentage de andre. Smid gemalen derind – når hun græder og ikke før!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *