Melankoli

Jeg har nu lige erfaret for blot 10 timer siden, at jeg åbenbart stadig har amme-hjerne eller blot er ekstremt understimuleret, hvad angår at blive romantisk forkælet?! Eller rettere fundet mine mangler – hos mig selv


Jeg var til en 40 års fødselsdag igår, hvor vi kun var inviteret piger. Forinden var jeg lidt i tvivl, om jeg skulle blive hjemme, da jeg er sat til i alle kanaler med snot, min næse er Rudolf-rød og mit ene øre banker voldsomt, når jeg hænger med hovede nedad. Heldigvis kom jeg afsted – Jeg skulle jo ikke sidde med hovedet placeret mellem benene, så jeg kunne nok leve med min seje snue.

Og hvor var det fantastisk at komme ud og sludre med pigerne igen. Jeg går herhjemme med Ida og synes jo egentlig nok, at min verden er en smule snæver. Det er helt og aldeles min egen fejl. Jeg kan jo bare tage mig sammen og stikke af hjemme fra ind i mellem, men mit energiniveau er desværre ikke højere efter kl. 20, anden end til at være en slatten klud. Jeg undskylder mig med, at “det jo er fordi Ida sover så dårligt”. Men jeg må så også lige pointere, at jeg f.eks i onsdags, efter café besøg kom temmelig sent hjem, men med en god portion overskud. Så det er lidt en dårlig undskyldning frk. Skarø… (mig)

Det var ellers rigtig hyggeligt igår. En kæmpe flok kaglende høns, var vi vel, hvis vores mænd havde været fluer på væggen.

På et tidspunkt tænkte jeg godt nok på, at det er besynderligt, hvor meget vores unger fylder i os kvinder. Og det er selvfølgelig naturligt og på sin plads. Vi var tre piger hjemme på barsel, andre havde lidt større børn, men hvor gik snakken meget på de små pus. Jeg blev endnu mere bekræftet i, at jeg helt sikkert må tage mig sammen snart.

Mine tanker og følelser omhandler 100% mine børn pt. Jeg har tilsyneladende svært ved at snakke om ret meget andet. Jeg blev pludselig meget anonym midt i alt det her. Jeg tabte simpelthen underkæben, da jeg så mig selv udefra i selskabet. Jeg er meget mere end mor. Jeg har bare gemt det godt væk.. Jeg må finde hende frem igen, der danser i sofaen, hende der tager med veninderne på café og sladrer og griner. Jeg savner hende sgu..

Jeg ved godt, at jeg er blevet ældre… og her er det jo så, at jeg kunne brække mig over mig selv. Jeg er 33 år. Jeg er ikke en skid gammel… Men byturerne og det sene natteroderi, kan jeg ikke praktisere mere. Jeg bliver så træt og skal bruge flere dage på at restituere. Jeg orker det simpelthen ikke..

Jeg kan dog godt gør lidt mere, end hvad jeg gør i forvejen. Kan jeg ikke? Jeg prøver virkelig at overbevise mig selv, kan I nok høre?! Jeg bør egentlig indføre en ugentlig café tur… Så er jeg jo igang ikke? Jeg blev så overrasket (og vemodig) over min aha´oplevelse. Jeg har helt glemt, hvordan jeg var engang.. Gad vide, hvad Henrik ikke tænker ind i mellem? Igår da jeg var på vej ud af døren, sagde han i forbifarten:

“Hold da op, hvor ser du godt ud.. det er ikke det samme,
som at se dig i dine pludderbukser og uldsokker”..

Godt så, tag dig så lige sammen… Det er da et vink med en vognstang, som vil noget..

Men for at gøre indlægget kortere, så må jeg lige fortælle om, da der igår blev banket på døren hos fødselaren. Udenfor stod en mand.. Pigerne råbte selvfølgelig “Nu kommer stripperen”. – Det skal man jo???!

Men det var et syngende telegram fra hendes mand, som havde udplukket et lille væld af kærlighedssange, som havde betydning for dem. Der var en lille hilsen med ved hver sang. Det var så rørende romantisk. – Hvilket fik MIG til at fælde en tåre. Fødselaren sad selvfølgelig og smilede og var selv rørt. Men det var mig der pev. Hvorfor ved jeg ikke. Måske blev jeg overrasket over, at manden var så romantisk. Samtidigt tror jeg nu nok, at det også drejede sig om, at vi herhjemme skal huske på at forkæle hinanden, så det ikke kun går op i laktulose, pottetræning og manglende nattesøvn.. Det har vi vist glemt lidt. Jeg glemmer helt, at se til hans side midt i vore tumult herhjemme. Jeg savner mig selv – og Henrik.

Det er blevet et temmelig personligt indlæg, men som jeg sidder her uden stemme – den mistede jeg igår undervejs til festen – så løber ordene ud af mig som skidt fra en spædekalv. Men hvis jeg ikke kan få afløb for det her? Hvor så?

4 thoughts on “Melankoli

  1. Jeg takker sgu også for sparket, Christina. Læste dit indlæg imorges, mens Ronni lå og snorkede efter en nattevagt og blev meget rørt.jeg ved lige præcis, hvad du mener og derfor ramte det så dybt her.

    Så fik han lige lidt ekstra Tender Loving Care, da han vågnede og jeg har lovet mig selv at bruge makeup på øjnene resten af mit liv, så jeg ser troværdig ud, når jeg skal slå smut med dem:)

  2. Jeg ser mig selv udefra og ser en røv kedelig MOAR som fiser rundt med snotklude og stofbleer.. Jeg tør ikke spørge Henrik ind til benet om emnet.. jeg er bange for svaret.

    Lis – Det er rart at kunne gøre indtryk og ramme plet.. ikke at jeg synes emnet er i vinkel. – Jeg burde også have gjort som dig, men det kræver en portion energi.. og den får jeg ikke ind med havregrynene… Desværre. Jeg har helt glemt, hvordan man slå smut.. med øjnene.. kan jeg lære det på torsdag?

  3. Vi er da alle sammen kedelige MØDRE af og til, Christina. I de perioder er det svært at holde sig selv ud og en kompliment opfattes som en kritik af alt det, der står i kontrast til den.

    Når man er så træt og flad som du er lige for tiden, så ville jeg være overordentlig imponeret over, hvis du orkede at slå smut med øjnene. Men det kommer jo alt sammen igen, heldigvis.
    Jeg er sikker på du sagtens kan finde kvinden Christina frem igen, når du har overskuddet. På torsdag skal du i hvert fakd ha en kæmpekrammer!

    Kærlige tanker herfra!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *