Når tiden går i stå – et mere sårbart indlæg

Det har simpelthen været nogle hårde og dumme dage, de sidste to dage. Min mor gik pludselig bort d. 5. maj. Hun sov stille ind på sin sofa, 57 år gammel. Det hele skete så hurtigt og vi fik slet ikke mulighed for at sige farvel.

Mit liv, min søsters liv – vores barndom bliver afspillet på nethinden. Alle de tanker og følelser der strømmer gennem kroppen på mig, efterlader pt en enorm følelse af tomhed og ensomhed. Der kommer helt sikkert en reaktion, efter alt det her praktiske er overstået. Tirsdag skal hun bisættes…

Jeg ved godt, at det måske er et underligt sted, at fortælle om de triste ting. Dog er det vigtigt for mig, at sige tak til veninderne. Tak fordi I har været så søde og tænksomme. Det er så dejligt at vide, at I er der for mig, hvis jeg har brug for det.

Tak til min kære familie, for de smukke blomster I har sendt. Jeg kom hjem og så den store flotte buket på bordet. Jeg havde ikke forventet dét og blev så glædeligt overrasket. Det varmer mig så inderligt, at vi er i jeres hjerter.



Jeg har ikke fået svaret på jeres beskeder på telefonen. Der har været så meget. Alt det praktiske i forbindelse med bisættelse, boet etc, har drænet både Søs og jeg for energi. Tænk hvor meget der skal tages stilling til, og hvor finder man egentlig overskudet? Jeg har de sidste to dage ikke mærket mig selv. Jeg reagerer simpelthen ikke. Måske derfor jeg skriver her? For bare at kunne give udtryk for et eller andet?! Jeg kan ikke lige finde tonen, ordene og har ikke muligheden for at ringe op og sige tak, derfor lige lidt fælles her.

Her til aften, da jeg kom hjem efter en dag i samtale med bedemand og præst, var det skønt at komme tilbage til mine kære. Dog måtte jeg tage mig sammen ind i mellem. Idas smil og klukken kunne jeg slet ikke respondere på…. For s… så smil da tilbage, Mor..

For pokker, hvor havde jeg dog brug for at være lille… Jeg stod med Lille Pigen ved puslebordet og greb mig selv i, at forsøge at give hende 2 bleer på, -jeg havde tabt tråden – det var hendes nattøj, jeg ledte efter. Da hun blev puttet, sang jeg Livstræet for hende – vi har valgt at synge den sang for vores mor til bisættelsen. Den er meget sigende for hendes liv egentlig. En smuk sang – en reminder:

HUSK AT PASSE PÅ HINANDEN

Marie, den store tænksomme pige, kom ud til mig og spurgte, om jeg havde set Mormor. Jeg fortalte hende, at jeg sagde farvel til hende på hospitalet.

Marie sad og tænkte: “smilede hun, Moar?”. Jeg forklarede hende, at Mormor så ud som om, at hun sov. Hun havde lukkede øjne og så rolig ud. At hendes ansigt slappede af – “det gør det jo, når man sover, så smiler man ikke”. Marie sad og tænkte videre : “Moar?” “Ja?” “Havde hun egentlig fjernbetjeningen i hånden?” “Fjernbetjeningen?” “Ja? – fordi Farfar falder altid i søvn med fjernbetjeningen i hånden, når han sover på sofaen!?”

Det fik bestemt smilet frem på os alle. Sikke dog de tænker, hva?

Men midt i alt det her: jeg går desorienteret rundt og synes timerne snegler sig afsted. Kære alle jer venner og kære familie – det var jer, der var udgangspunktet.. 1000 tak for jer. Det betyder så ufattelig meget for mig og min familie, at I er her.

TAK

7 thoughts on “Når tiden går i stå – et mere sårbart indlæg

  1. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige – hvor er det forfærdeligt! Jeg var meget berørt af at læse om jeres tab – jeg håber, at bisættelsen går godt, og at de lyse minder snart vil være mere dominerende end den store sorg. Mange tanker herfra.

  2. Hej Sweety…. Jeg vil enlig ikke sige så meget til dit indlæg andet end du beskriver tingene smukt og så har jeg lyst til at sender dig et gigantisk stort knus fra mig til dig, et der fortæller at jeg tænker på dig og godt forstår du er ved siden af dig selv, trods alt… Christina husk at livet forsætter selvom tråden engang imellem hopper af og at du bestemt er stræk selvom du absolut ikke føler det lige nu – Jeg reflektere over det du skriver og finder en stærk pige indeni – hun er der bestemt og hun har formået at være den hun er i dag – en skøn dejlig pige… knus Sille

  3. – er ked, af at læse om dit/jeres tab. lyder som om, gode venner og familie hjælper jer igennem den svære tid. håber du finder overskud til ikke, at glemme dig selv midt i sorgens stund. kærlige tanker fra fru sommer

  4. Hej Sille, tusinde tak for dine ord. Det betyder virkelig meget, at der er nogen, der kan sparke lidt oprejsning ind i min pt noget spagetti-agtige rygrad. Jeg synes jeg trumler dagene igennem.. Men med modet oppe… For f…. man bliver banket i brædderne når sådan noget sker… Men det vil jeg fortælle om onsdag.. nu skal jeg lade op til tømning af bo og afhentelse af Urnen i Silkeborg en af ugerne. Og samtale med graver… etc..
    Og for søren da – hun havde simpelthen meldt sig ud af folkekirken.. det anede vi ikke.. griner.. hun blev bisat i kirken.. gad vide hvad de siger til det, når de finder ud af det.. Tirdag formiddag fandt jeg en bekræftigelse i hendes skuffe ang udmeldelse – fra 2007..

    Hej Fru Sommer, tak for din kommentar.. ja det er sørme noget værre noget.. Og sikke mange ting der følger med sig.. heldigvis også af gode ting… og gode minder…
    Overskudet til mig selv dukker nok først op når alt er overstået.. jeg har jo også mine børn at tage mig af.. men det går heldigvis bare så godt… 🙂 Så jeg er på vej…Tak

  5. Puha.
    Det er voldsomt ikke at være forberedt på et tab af den størrelse.
    Jeg er rigtig ked af det på dine vegne, men jeg læser mig også frem til at du gør hvad du kan for at stå stærkt i det!

    Mange gode hilsner fra Trine

  6. Hej Trine, Ja, det har været hårde dage, men vi kan efterhånden se en ende på det… Jeg føler selv, at jeg er godt placeret.. om ikke andet har jeg en fantastisk kæreste, jeg kan læne mig op af… Tak for dine ord 🙂
    Hilsen fra Christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *